Det Indre Lederskab

kr. 299,95

Bogen DET INDRE LEDERSKAB skaber, via en sammenhængende kæde af teorier og modeller, et godt overblik over empowerment-processerne og er derfor et godt værktøj for alle, der arbejder med at øge graden af selvforvaltning i erhvervslivet.

DET INDRE LEDERSKAB indeholder et bud på en ny samarbejdsform, der tilgodeser både de øgede krav til effektivitet samt den følelsesmæssige side af det at være et menneske i udvikling. Ideen er, at medarbejderne skal kunne samarbejde på tværs af faggrupperinger i organisationen for at løse de specifikke problemer, som man er fælles om.

De nye enheder arbejder selvforvaltende og alle inddrages, hvilket øger medansvarligheden. Dette giver større indblik i og forståelse for virksomheden og dermed øget bevidsthed om ens egen rolle i organisationen til gavn for alle parter.

Da erhvervslivet har en central rolle i forhold til den almene menneskelige trivsel, er formålet at skabe en platform for ny udvikling i organisationerne, der samtidig kan generere nye ressourcer hos de ansatte – og dermed firmaet. At skifte fra et udtjent hierarkisk ledelsessystem til en dynamisk aktualiseret ledelsesform, der bringer den nødvendige faglige kompetence i front i beslutningsprocesserne. Der kan købes op til 9 bøger pr. bestilling – ønskes flere end 9, så skriv til os for specialpris.

Udtalelser om bogen

Slut med de sure miner – Anmeldelse i Børsens Nyhedsmagasin

Sure miner, gnidninger og konflikter på arbejdspladsen kan ryddes effektivt af vejen, så trivsel, ansvarsfølelse og produktion kan komme i centrum.

Det mener erhvervsvejleder Henrik Sebastian Nybo, der med sin nye bog “Det indre lederskab” giver redskaberne til at komme i gang med udluftningen og oprydningen i virksomheden.

I følge erhvervsvejlederen er et moderne arbejdsliv ikke længere kun et spørgsmål om at producere varer eller serviceydelser. Det er i lige så høj grad en produktion af menneskeligt samvær, trivsel og selvrealisering for den enkelte medarbejder.

Henrik Sebastian Nybo har til formålet udviklet systemet “Selvforvaltende Opgave Enheder” (SOE), der fungerer som isbryder til at optimere samarbejder i virksomheden – også på tværs af faggrænser.

I første omgang skal der skabes plads og tid på arbejdspladsen til at medarbejderne kan tale sammen, løse konflikter på stedet og udvikle en ny selvforståelse. På møderne opfordres hver medarbejder til at kortlægge sig selv gennem et såkaldt “psykisk kørekort” med plus- og minussider. “Det er jeg god til” og “det er jeg mindre god til”. En krævende øvelse, men også givende mener forfatteren efter at have arbejdet med metoden i mere end 13 år.

Aabenheden og selverkendelsen forbedrer samarbejdet på tværs af grupperinger i organisationen, så man ikke styrer 100 km i timen ind i hinanden, men snarere kører med 120 km i timen i samme vogn. Med respekt, tolerance, empati og situationsfornemmelse.

Og hvad får virksomheden så ud af det? En række undersøgelser viser, at metoden har øget arbejdspladsernes fleksibilitet i forhold til det omgivende miljø, kundebehov, lovgivning og produktion.

Og så styrker processen medarbejdernes evne til at se organisationen der, hvor den er og hvor den skal hen.

“Jeg vil med denne bog argumentere for” – afslutter Henrik Sebastian Nybo – “at det vil være livsfarligt for en virksomhed ikke at tage sig tid til at finde råd til en forandring.”
“Det indre Lederskab” er en letlæst, fagligt kompetent og inspirerende bog.

Helene Krenchel redaktion@bny.dk

Anmeldelse i Børsen

Den kendte erhvervspsykolog (NB: SN er ikke erhvervspsykolog som Børsen skriver, SN’s titel er erhvervspsykologisk rådgiver), Sebastian Nybo, har på Aschehoug udgivet en bog med titlen “Det indre lederskab”. Bogen har undertitlen “en nøgle til øget medansvarlighed på arbejdspladsen”

Bogen er bygget op i fem dele: Indledning, Den Nye samarbejdsform, Sådan gøres det, Nøglebegreber og Eksempler.

Nøglebegreberne er: indlæring, menneskets sanser, erindringer, perception, menneskets mentale grundstruktur, mødestruktur, dialogformer og vejledning af kollegaer.

Bogen giver et bud på en samarbejdsform, der tilgodeser både de øgede krav til effektivitet, samt den følelsesmæssige side af det at være et menneske i udvikling. Ideen er, at medarbejderne skal kunne samarbejde på tværs af grupperinger i organisationen for at løse specifikke problemer, som man er fælles om.

Bogen skaber et overblik over empowerment-begrebet og -processerne og er derfor et godt værktøj for de, der arbejder med at øge graden af selvforvaltning i erhvervslivet.

Professor Steen Hildebrandt, Handelshøjskolen i Aarhus

Stil færre krav til dig selv – Anmeldelse i Månedsmagasinet IN

“Hold jer fra kopimaskiner, kantiner og kaffemaskiner” opfordrede den kendte erhvervspsykolog Sebastian Nybo (SN er ikke erhvervspsykolog, men Erhvervspsykologisk rådgiver) de af IN s læsere, der deltog på konferencen Alletiders Kvinder i maj. Hvorfor? Fordi det er i disse miljøer, at sladderen på arbejdspladsen trives. Her opstår den ufrugtbare kommunikation, som kun er med til at skabe dårlig stemning i virksomheden, og særligt kvinder skulle være slemme til at få den til at sprede sig.

De læsere, der gik glip af Sebastian Nybos optræden eller gerne vil vide mere om hvordan han mener, at vi kan blive mere tilfredse i vores arbejdsliv, kan hente flere råd i “Det indre Lederskab”. Det er en letlæst fagbog, der dog ikke er nær så inspirerende som forfatteren selv.

Men har man overskud til at reflektere på de mange grundlæggende spørgsmål om, hvilke værdier man sætter højt i sit arbejdsliv, vil man sandsynligvis opnå større selvindsigt. Dermed kan man også lære at blive bedre til at udnytte sine evner bedre og stille mere realistiske krav til sig selv.

For mange kvinder lider ifølge forfatteren under, at de stiller for høje forventninger til sig selv og forsøger at leve op til dem alle på een gang. Hvis man i stedet koncentrerer sin indsats, er der større chancer for at evner og kræfter bliver brugt hensigtsmæssigt og ja, det betyder også at man ind imellem skal lære at sige “nej”, selvom man synes, at man bør påtage sig endnu en opgave.

Susanne Hoeck, Månedsmagasinet IN